Om mig

 

Ane Cecilie Mogensen

De eventyrlige papirklip, som vi kender bl.a. fra kyndige hænder tilhørende troldmænd som H.C. Andersen og Jens Jacob Sabber (Bornholms kendte og elskede papirklipkunstner), har altid fascineret mig.

Jeg er født i 1982 på Bornholm. I 2014 – efter 12 års Københavnereksil, studier, rejser, en mængde inspirerende oplevelser og ikke mindst en god portion hjemlængel – flyttede jeg atter tilbage til min bornholmske eventyrø.

Lykkeligvis tog min hjemø atter imod mig med åbne arme, og i 2½ år havde jeg det berigende arbejde at undervise flygtninge og indvandrere på Danskuddannelserne. Til sidst måtte jeg dog give efter for en længe gemt, indre længsel: at dedikere mere af min tid til at skrive, klippe, tegne, male, hvilket bl.a. er blevet til bogen om mine trolde. Sideløbende har jeg arbejdet på Bornholms Efterskole og som historisk formidler for Bornholms Middelaldercenter på Hammershus – en fantastisk beskæftigelse med historiefortælling, udklædning, middelalderen og Hammershus som omdrejningspunkt.

Men papirklippet kalder mig så ofte det kan tilbage til skrivebordet. Dets på én gang stærke og skrøbelige verden af skarpe, diminutivt klippede kanter, former og udskæringer, helt uden forstyrrende ord og tekst, er en lise af dimensioner i en verden fuld af så mange overflødige ord. Her kan man, som i musikken, selv tilføje sine egne drømme og historier. Det prøver ikke at fortælle dig noget, som hvad dette og hint mønster f.eks. skal betyde. Papirklippet er åbent for det fantasifulde sind.

KLIPPEØENS TROLDE er opstået ud af min dybe kærlighed til de gamle bornholmske sagn og historier. Jeg ynder at fortælle børnene, at det er troldene selv der bestemmer, hvem de vil snakke med og hvornår, og hvordan de vil beskrives. Hvis man ikke behandler dem med respekt, ligesom naturen, dyrene og verden omkring os, så forsvinder de i den dybe undergrund og kommer aldrig tilbage igen. Jeg føler mig privilegeret, og er dybt ærbødig overfor dette, at troldene kommer til mig – af alle bornholmere! Jeg må jo være særligt udvalgt, siden det lige er hos mig, de kravler op på sengekanten i tusmørket. Her, i nattens tiltagende skygger, fortæller de om sig selv, så jeg kan videregive deres arv og historier til de mindste bornholmere og andre åbensindede væsner. Dem, for hvem der endnu er håb om en levende, grøn verden, i kærlighed til og respekt for naturen og de gamle, stærke magter.

 

 

Uddannelse:
Cand.mag. i retorik, Københavns Universitet, 2014.

(Klik på link for mere information, video fra Folkemødet 2015 & kandidatspeciale)


Stafetten på TV 2/Bornholm med Christian Hansen, 11. september 2018

KOTTOS

Pladecover klippet og designet for folkemusikgruppen KOTTOS